KÆMP FOR VORES UDDANNELSER

Uddannelse er helt essentielt for Danmark. For det enkelte unge menneske, hvor uddannelse er nøglen til at åbne op for muligheder for deres fremtid og for vores samfund, hvor det er nøglen til at sikre, at vi også i fremtiden har de kompetencer, vi har brug for.

Vores uddannelsesniveau er i frit fald


Vi har en ungdom, der er enormt ansvarlige, og som gerne vil kaste sig ud i livet, fremtiden og uddannelse. Men vi har også en ungdom, der inden for de sidste år er blevet ramt af højere adgangskrav til gymnasiet, lukkede 10. klasser og HF, færre studiepladser på universiteterne og nedskæringer på SU’en. Realiteten er, at vi nu oplever, at færre unge får en uddannelse, og at de bliver dårligere uddannet. Det kan vi blandt andet se ved: 


  • På ti år (2013-2023) er andelen af unge med en kompetencegivende uddannelse faldet fra 85 procent til 78 procent.
  • I samme periode er andelen af unge med en universitetsuddannelse faldet fra 30 procent til 24 procent. Dette fald på universitetsuddannede skete uden, at der skete en stigning i andelen, der fik en erhvervsuddannelse eller velfærdsuddannelse
  • 45.000 unge mennesker i Danmark er hverken i uddannelse eller arbejde





Det er tid til at prioritere uddannelse


Jeg vil kæmpe for vores uddannelser, for jeg mener, at vi skylder vores unge, at de kan træde ud i livet med den bedste dannelse og uddannelse i rygsækken, som vi kan give dem. En rygsæk, som alle får lov til at fylde op på den ungdomsuddannelse, de ønsker – i stedet for at lukke døren til 10. klasse og HF og smække døren i hovedet på dem, der ikke lever op til regeringens karakterkrav til gymnasiet på 6.

 

Jeg kæmper for bedre videregående uddannelser. Jeg kæmper for flere studiepladser i stedet for færre og kortere. Det er tid til at prioritere uddannelse. Jeg arbejder for uddannelser, hvor de studerende har flere undervisningstimer med dygtige undervisere og får mere feedback på deres opgaver og udvikling. Og jeg vil styrke praktikforløbene på de uddannelser, hvor det er relevant.

 

SVM-regeringen afskaffede det sjette SU-år. Det går ud over alle de studerende, som ikke valgte det rigtige studie i første hug, og dem, som af rimelige årsager, er blevet forsinket i deres uddannelse. Jeg vil genindføre det sjette SU-år, for vi skal ikke skabe mere pres på vores unge mennesker, men sikre dem fleksibilitet, der gør, at de kan gennemføre deres uddannelse.

 

Det skal vi alt sammen prioritere og investere i. At investere i uddannelse er at investere i mennesker og vores fælles samfund.

Jeg vil


  • Droppe nedskæringer af antallet af studiepladser på universiteterne og de tvungne 1-årige kandidater. Jeg vil løfte kvaliteten på uddannelserne og give et varigt løft til forskningen.
  • Droppe nedskæringerne på SU, så alle unge kan uddanne sig videre.
  • Beholde 10. klasse og HF
  • Fjerne det højere adgangskravet til STX
  • Forbedre alle ungdomsuddannelser, investere i nye erhvervsuddannelser og lade de unge selv vælge. Jeg vil samle flere forskellige typer af ungdomsuddannelser på et sted.