MILJØ, NATUR OG RENT VAND

Danmark er et yndigt land, og det skyldes i høj grad også vores natur. Men kigger man på, hvordan vi har passet på den, er det alt andet end yndigt. Fjordene dør hen, og i vores drikkevand er der nitrat fra landbruget, som er kræftfremkaldende.

Beskyt vores drikkevand


Vi skal beskytte vores grundvand, så vi også i fremtiden kan tænde for hanen og få rent drikkevand i glasset. Allerede i dag er der flere steder med store mængder pesticider eller nitrat i grundvandet. Jeg arbejder for, at vi  passer langt bedre på vores grundvand. Det kræver, at vi trækker en streg i sandet og forbyder brug af sprøjtegift de steder, hvor vores drikkevand dannes. For Danmark må ikke blive et land, hvor vi skal slæbe litervis af vand med hjem fra supermarkedet. Vi skal passe på vores drikkevand.

 



Pas på vores havmiljø og natur 


Havet skal være skønt og fuld af liv. Det kræver, at vi passer på det og sætter ind over for den del af landbruget og fiskeriet, som overbelaster det, så vi igen kan få et blomstrende havmiljø. Det betyder, at vi skal sætte en stopper for overfiskeri og bundtrawl, sætte krav om skånsomme metoder i fiskeriet og skruer markant ned for landbrugets udledning af kvælstof. 

Vi skal sikre et ordentlig havmiljø på samme måde, som vi skal sikre ordentlige naturområder på land. Der skal sikres natur til gavn for biodiversiteten, og der skal sikres områder, hvor vi som mennesker kan nyde den smukke danske natur. 

Det er nødvendigt, at vi passer på vores klode, så vi kan give den videre til den næste generation.

Jeg vil


  • Sikre rent drikkevand i hanen ved at forbyde sprøjtegifte på sårbare grundvandsdannende områder.
  • Øge andelen af natur, planteavl og glade grise med nok plads i det danske landbrug, mens der skrues ned for den konventionelle svineproduktion og de pesticider, penicillin og importeret soya, der følger med.
  • Sørge for, at vi opnår målene i den grønne trepart, så vi får mere natur og mindre forurening af havmiljøet.
  • Omstille det danske fiskeri. Vi skal have flere, der bruger skånsomme redskaber og flere store områder, hvor det er forbudt at trawle havbunden op.